Velkomstpjece
Her kan du kort læse om starten i vuggestuen og få gode råd til, hvordan du skal forholde dig. Du kan også vælge at downloade og printe velkomstpjecen ud i en mere læsevenlig version her.
"Red Barnets vuggestue byder dig og dit barn velkommen til mange gode dage og timer i fællesskab med børn og voksne i institutionen. I det følgende kan du læse, hvordan vi modtager dig og dit barn. Der vil ligeledes være nogle praktiske oplysninger, som du måske kan bruge. Hvis du har uddybende spørgsmål er du altid velkommen til at slå et smut ind på kontoret eller spørge på en af stuerne.
Vuggestuen er en selvejende institution med overenskomst med Københavns kommune og vi er medlem af Landsforeningen for Frie Børnehaver og Fritidshjem. Vi har 44 børn fordelt på fire grupper. Børnene er tilknyttet den samme stue i hele deres 'vuggestuekarriere'
Når dit barn starter i institutionen tilbyder vi en lille velkomstsnak. Her får vi talt om dit barns rutiner og vi får et lille indblik i, om der er særlige hensyn vi skal tage til dit barn, eks.: søskende, madvaner, suttevaner, er barnet blevet passet før, og lign. I kan give os nogle oplysninger der gør det nemmere for os at forstå barnets signaler og reagere på dem. På dette møde aftaler vi hvordan opstarten i institutionen skal foregå. Du får udleveret et stamkort, som du skal udfylde. Dette kort opbevarer vi på institutionen, så vi har barnets data, relevante telefonnumre, vaccinationer og lign.
Starten i Red barnets Vuggestue
Når jeres barn starter i vuggestuen, bestræber vi os på at der er en fast voksen, der har den største kontakt med dig og dit barn. Det kan være trygt, at både I og barnet, i starten, kun skal forholde jer til en voksen. Vores erfaring er, at barnet hurtigt knytter sig til den ene voksen og derfra hurtigt tør bevæge sig videre til andre børn og voksne.
Vi anbefaler, at man den første dag er på et lille besøg. Her kan barnet 'snuse' lidt til os og stedet, uden at vi blander os for meget. Næste dag kan I så være her lidt længere. Det er meget forskelligt, hvor lang tid en god
Indkøring tager, meget afhænger af barnet og din tidshorisont er ligeledes en gældende faktor.
Hvis dit barn er meget ked af det, ringer vi til dig, så du har mulighed for at hente det. Det er vigtigt for os, at vi på en ordentlig og ærlig måde fortæller dig, hvordan dit barn har haft det. Det, håber vi, er med til at gøre dig tryg ved at aflevere dit barn hos os.
Når du vinker farvel
Sig til personalet, når du har tænkt dig at gå, så vi kan hjælpe barnet med at sige farvel. Selvom dit barn bliver ked af det, er det meget vigtigt at han/hun ser at du går. Ellers vil han/hun måske lede efter dig, og blive endnu mere ked af det, når du ikke er her. Det er en helt naturlig reaktion at blive ked af det, og vi skal nok trøste. Du er altid velkommen til at ringe og høre om dit barn har det godt. Vi ved, at det ikke er nemt at gå fra et barn, der græder. Derfor kan det være en hjælp at ringe og forsikre sig, at barnet har det godt.
Måltiderne
Vi spiser morgenmad mellem kl. 6.30 og 8.00, fredag dog fra kl. 7.45, da vi først åbner der. Du er altid velkommen til at tage en kop kaffe/the, og spise lidt morgenmad med dit barn. Vi spiser frokost omkring kl. 10.45, men er børnene sultne får de selvfølgelig mad før. Børnene får mad mandag til fredag.
Børnene er selv med til at dække bord, tage mad og rydde op i så stor udstrækning de kan og har lyst til. Der går ikke lang tid inden de synes det er sjovt at finde deres egen tallerken, prøve at skænke mælk, tage mad etc. Det er helt almindeligt, at børnene i starten ikke spiser så meget.
Efter aftale med dig tager vi individuelle hensyn til, hvis barnets trosretning forbyder bestemte fødevarer. Dette gælder også ved kostallergi. Dog skal vi bede om en erklæring fra lægen i sådanne tilfælde.
Sovetid
Børnene sover når de har behov. Nogle børn sover i starten to gange om dagen, dette ændrer sig gradvist jo ældre de bliver. Vi vækker kun børnene, hvis du ønsker det. Hvis vi vurderer, at dit barn ikke er helt udhvilet og på den baggrund vil få en dårlig dag i vuggestuen, lader vi barnet sove. Når et barn starter i vuggestuen bliver det ofte mere træt og du vil opleve, at det sover mere end det plejer. Nogle børn reagerer dog modsat og vil i begyndelsen ikke sove så længe, blandt andet pga. de mange indtryk.
Sygdom
Hvis dit barn bliver syg i løbet af dagen, ringer vi til dig, så han/hun kan blive plejet derhjemme. Det er derfor meget vigtigt, at vi har et telefonnummer til dit arbejde så vi kan komme i kontakt med dig.Vi modtager først dit barn når det er helt raskt og kan klare en hverdag i institutionen. Når vi vurderer om barnet er sygt er det almen tilstanden der er vigtigst. Barnet behøver ikke nødvendigvis have feber.
Ferie
Vi anbefaler og opfordrer til, at ALLE børn holder mindst fem ugers ferie om året, hvoraf tre uger holdes i sommerperioden - maj til september. Børn har også brug for ferie, hvor de kan slappe af med familien. Vores vikarbudget dækker ikke medarbejdernes fravær i fuldt omfang, og af hensyn til personalets ferieplanlægning og vikardækning er det derfor vigtigt for os at vide, hvornår dit barn holder ferie. Vi hænger enten en ferieplan op uden for dit barns stue, eller også får du en seddel med hjem, som du bedes udfylde. Vi beder dig vise respekt og melde tilbage i god tid.
Skiftetøj
Alle børn har en kasse til skiftetøj. Husk at se efter om der er nok - og husk at skrive navn i tøjet. Vi forventer at børnenes overtøj og fodtøj passer til årstiden, og at der er regntøj og gummistøvler i de perioder det måtte være nødvendigt.
Praktiske oplysninger
Leder: Helle Gehrs Itkin
Souschef: Stine Nielsen
| Vores hovedtelfonnummer er | 36 46 02 17 |
| Radisestuen | 36 19 40 10 |
| Zuchinistuen | 36 19 40 11 |
| Grønærtestuen | 36 19 40 12 |
| Tomatstuen | 36 19 40 13 |
| Kontoret | 36 19 40 15 |
Hvis du ringer før kl. 8.30 og efter 15.30 bedes du ringe til Tomatstuen.
Åbningstider er:
Mandag til torsdag 6.30 - 17.00
Fredag 6.45 - 16.00
Tavshedspligt
I henhold til forvaltningslovens §27 der henviser til straffelovens §152 og §§152c-52f, har personer der virker, eller har virket i det offentlige, tavshedspligt med hensyn til de oplysninger af fortrolig karakter, de bliver bekendt med i forbindelse med deres arbejde. Som fortrolige oplysninger betragtes især oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold.
Alle medarbejdere og medlemmer af forældre-bestyrelsen i Red barnets Vuggestue er omfattet af forvaltningslovens og straffelovens bestemmelser.
Underretningspligt
Af lov om social service fremgår blandt andet følgende forpligtigelser om underretning.
§35 Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.
§36 Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.
Alle ansatte i Red barnets Vuggestue er underlagt underretningspligten.